Advanced Search

Inatsisartutlov nr. 6 af 19. maj 2010 om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler


Read law translated into English here: https://www.global-regulation.com/translation/greenland/5961134/inatsisartutlov-nr.-6-af-19.-maj-2010-om-oplysninger%252c-der-skal-medsendes-om-betaler-ved-pengeoverfrsler.html

Subscribe to a Global-Regulation Premium Membership Today!

Key Benefits:

Subscribe Now for only USD$40 per month.
Inatsisartutlov nr. 6 af 19. maj 2010 om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler

Ændret, ophæver, hovedlov, erstatter oplysninger


Kapitel 1

Anvendelsesområde m.v.


§ 1. Denne lov finder anvendelse på pengeoverførsler uanset valuta, der afsendes eller modtages af en betalingsformidler i Grønland, når betalingsformidleren er en pengeoverførselsvirksomhed, eller en filial af en tilsvarende grønlandsk eller udenlandsk virksomhed.
Stk. 2. Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler, der udføres ved brug af kredit- eller debetkort, hvis
1) modtageren har indgået en aftale med betalingsformidleren, der giver mulighed for at betale for levering af varer og tjenesteydelser, og
2) pengeoverførslen ledsages af en entydig identifikator, der gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaleren.
Stk. 3. Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler af beløb op til 7.500 kr., der foretages ved hjælp af elektroniske penge, som defineret i lov om finansiel virksomhed, hvis
1) der for ikke genopladelige kort maksimalt kan lagres 1.125 kr., eller
2) der for genopladelige kort maksimalt kan lagres op til 18.750 kr. inden for et kalenderår, og hvor der maksimalt kan indløses 7.500 kr. inden for et kalenderår.
Stk. 4. Uanset stk. 3 finder denne lov ikke anvendelse på pengeoverførsler gennemført ved hjælp af en mobiltelefon eller andet digitalt udstyr eller it-udstyr, når disse overførsler er forudbetalte og ikke overstiger 1.125 kr.
Stk. 5. Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler gennemført ved hjælp af en mobiltelefon eller andet digitalt udstyr eller it-udstyr, når disse overførsler er efterbetalte, og
1) modtageren har indgået en aftale med betalingsformidleren, som giver mulighed for at betale for levering af varer og tjenesteydelser,
2) pengeoverførslen ledsages af en entydig identifikator, der gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaleren, og
3) betalingsformidleren er omfattet af forpligtelserne i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler inden for Grønland i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser, hvis
1) beløbet ikke overstiger 7.500 kr.,
2) modtagerens betalingsformidler er omfattet af lovgivningen om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, og
3) modtagerens betalingsformidler ved hjælp af et entydigt referencenummer gennem modtageren kan spore pengeoverførsler fra den juridiske eller fysiske person, som modtageren har indgået en aftale med om levering af varer eller tjenesteydelser.

§ 3. Kravene til, hvilke oplysninger der skal ledsage en pengeoverførsel, jf. § 9, finder ikke anvendelse på pengeoverførsler til organisationer med et almennyttigt formål, når
1) det overførte beløb ikke overstiger 1.125 kr.,
2) overførslen gennemføres inden for Grønland,
3) organisationen er underlagt krav om regnskabsaflæggelse, og
4) organisationen er undergivet offentligt tilsyn eller ekstern revision, der er foretaget af en statsautoriseret eller en registreret revisor.
Stk. 2. Undtagelsen efter stk. 1 er betinget af, at organisationen lader sig registrere hos Skatteforvaltningen og dokumenterer, at kravet om regnskabsaflæggelse og ekstern revision eller offentligt tilsyn er opfyldt. Organisationen skal desuden give oplysning om de fysiske personer, der udgør organisationens øverste ledelse eller i øvrigt udøver kontrol over selskabet. Ændringer i de forhold, der er nævnt i 1. og 2. pkt., skal indberettes til Skatteforvaltningen.

§ 4. Denne lov finder ikke anvendelse på pengeoverførsler,
1) hvor betaler hæver kontanter fra sin egen konto,
2) hvor der foreligger en tilladelse til at foretage en debetoverførsel mellem to parter, der giver mulighed for kontobetalinger parterne imellem, hvis den pågældende pengeoverførsel ledsages af en entydig identifikator, der gør det muligt at spore den fysiske eller juridiske person,
3) der foretages med elektronisk clearede checks,
4) til offentlige myndigheder til betaling af skatter, bøder eller andre afgifter i Grønland, eller
5) hvis betaler og modtager er betalingsformidlere, der handler for egen regning.


Kapitel 2

Definitioner


§ 5. I denne lov forstås ved:
1) Betaler: En fysisk eller juridisk person, der er den kontohaver, som giver tilladelse til pengeoverførsel fra en konto, eller, hvis der ingen konto er, en fysisk eller juridisk person, der bestiller en pengeoverførsel.
2) Modtager: En fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte endelige modtager af en pengeoverførsel.
3) Betalingsformidler: En fysisk eller juridisk person, i hvis virksomhed det indgår at levere pengeoverførselstjenester.
4) Mellembetalingsformidler: En betalingsformidler, der hverken er betalers eller modtagers betalingsformidler, og som medvirker ved gennemførelsen af en pengeoverførsel.
5) Pengeoverførsel: En transaktion, der udføres på betalers vegne gennem en betalingsformidler ad elektronisk vej med henblik på at stille midler til rådighed for modtager hos en betalingsformidler, uanset om betaler og modtager er en og samme person.
6) Batchfiloverførsel: En række individuelle pengeoverførsler, der sendes samlet.
7) Entydig identifikator: En kombination af bogstaver, tal eller symboler fastlagt af betalingsformidleren i overensstemmelse med protokollerne for de betalings-, afviklings- og meddelelsessystemer, der anvendes til at foretage pengeoverførslen.
8) Hvidvasksekretariatet: Hvidvasksekretariatet for Grønland er placeret i Hvidvasksekretariatet i Danmark, som fysisk er placeret ved Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet (SØK), men ikke underordnet SØK.

§ 6. Ved hvidvask skal i denne lov forstås hvidvask som defineret i § 4 i inatsisartutlov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

§ 7. Ved finansiering af terrorisme skal i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i § 30 i kriminallov for Grønland, for så vidt angår handlinger omfattet af samme lovs § 28.
 

Kapitel 3


Forpligtelser for betalers betalingsformidler



Fuldstændige oplysninger om betaler


§ 8. De fuldstændige oplysninger om betaler omfatter dennes navn, adresse og kontonummer. I stedet for adressen kan betalers fødselsdato og -sted, kundeidentifikationsnummer eller personnummer angives. Hvis betaler ikke har noget kontonummer, skal betalingsformidleren i stedet for kontonummer anvende en entydig identifikator, som gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaler.



Oplysninger ved pengeoverførsler og registrering


§ 9. Betalingsformidleren skal sikre, at pengeoverførsler ledsages af fuldstændige oplysninger om betaler, jf. § 8.
Stk. 2. Før midlerne overføres, skal betalers betalingsformidler kontrollere alle oplysninger om betaler på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Stk. 3. Ved pengeoverførsel fra en konto kan kravet om kontrol betragtes som opfyldt, når
1) betalerens identitet er bekræftet i forbindelse med åbningen af kontoen, og de oplysninger, der er fremkommet i forbindelse hermed, opbevares i henhold til forpligtelserne om opbevaring af identitetsoplysninger m.v. i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, eller
2) betaleren var kunde hos betalingsformidleren, før denne lovs ikrafttræden, og de fuldstændige oplysninger indhentes på et passende tidspunkt på grundlag af en risikovurdering.
Stk. 4. Ved overførsler, der ikke foretages fra en konto, skal betalers betalingsformidler kun bekræfte oplysningerne om betaleren, hvis beløbet overstiger 7.500 kr., medmindre transaktionen gennemføres i flere operationer, der synes at hænge sammen, og som tilsammen overstiger 7.500 kr.
Stk. 5. Stk. 4 gælder ikke, hvis der er mistanke om, at overførslen har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, der er omfattet af underretningspligten i § 7 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.
Stk. 6. Betalers betalingsformidler skal i 5 år opbevare registre, der indeholder de fuldstændige oplysninger om betaler ved en pengeoverførsel.



Pengeoverførsler inden for Grønland


§ 10. § 9, stk. 1, gælder ikke, når både betalers og modtagers betalingsformidler befinder sig i Grønland, og pengeoverførslen ledsages af betalerens kontonummer eller en entydig identifikator, der gør det muligt at spore transaktionen tilbage til betaleren.
Stk. 2. Hvis modtagers betalingsformidler anmoder herom, skal betalers betalingsformidler dog stille de fuldstændige oplysninger om betaler til rådighed for modtagers betalingsformidler inden for tre arbejdsdage efter, at anmodningen er modtaget.



Pengeoverførsler mellem Grønland og andre lande


§ 11. Pengeoverførsler, hvor modtagers betalingsformidler befinder sig uden for Grønland, skal ledsages af fuldstændige oplysninger om betaleren.
Stk. 2. Ved batchfiloverførsler fra en enkelt betaler, hvor modtagernes betalingsformidlere befinder sig uden for Grønland, finder stk. 1 ikke anvendelse på de enkelte overførsler, der er samlet heri, hvis batchfilen indeholder disse oplysninger, og de enkelte overførsler indeholder betalers kontonummer eller en entydig identifikator.
 

Kapitel 4

Forpligtelser for modtagers betalingsformidler



Konstatering af manglende oplysninger om betaler


§ 12. Modtagers betalingsformidler er forpligtet til at konstatere, om felterne vedrørende oplysninger om betaler i det meddelelses- eller betalings- og afviklingssystem, der anvendes til en pengeoverførsel, er udfyldt med karakterer eller input, der er tilladt efter reglerne i det pågældende system. Modtagers betalingsformidler skal have effektive procedurer til at konstatere, hvorvidt der mangler følgende oplysninger om betaler:
1) Ved pengeoverførsler, hvor betalers betalingsformidler befinder sig i Grønland, de oplysninger, der kræves efter § 10.
2) Ved pengeoverførsler, hvor betalers betalingsformidler befinder sig uden for Grønland, de fuldstændige oplysninger om betaler efter § 8 eller, hvis det er relevant, de oplysninger, der kræves efter § 17.
3) Ved batchfiloverførsler, hvor betalers betalingsformidler befinder sig uden for Grønland, de fuldstændige oplysninger om betaler efter § 8, dog kun i batchfiloverførslen og ikke de enkelte overførsler, der er samlet heri.



Pengeoverførsler med manglende eller ufuldstændige oplysninger om betaler


§ 13. Hvis modtagers betalingsformidler ved modtagelsen af en overførsel bliver bekendt med, at oplysninger, der kræves efter denne lov, mangler eller er ufuldstændige, skal betalingsformidleren afvise overførslen eller udbede sig fuldstændige oplysninger om betaler.
Stk. 2. Undlader en betalingsformidler regelmæssigt at levere de krævede oplysninger om en betaler, skal modtagers betalingsformidler træffe forholdsregler, som i første omgang kan omfatte udsendelse af advarsler og fastsættelse af frister, og derefter afvise fremtidige pengeoverførsler fra denne betalingsformidler eller tage stilling til, om forretningsforbindelsen med denne betalingsformidler skal begrænses eller afsluttes. Træffer modtagers betalingsformidler forholdsregler efter 1. pkt., skal Hvidvasksekretariatet underrettes herom.



Risikobaseret vurdering


§ 14. Manglende eller ufuldstændige oplysninger om betaler skal indgå i modtagers betalingsformidlers vurdering af, om en pengeoverførsel eller en lignende transaktion er mistænkelig, og hvorvidt Hvidvasksekretariatet skal underrettes herom i henhold til § 7 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.



Registrering


§ 15. Modtagers betalingsformidler skal i 5 år opbevare registre, som indeholder de oplysninger, der er modtaget om betaleren.
 

Kapitel 5

Forpligtelser for mellembetalingsformidlere



Opbevaring af oplysninger om betaler med en overførsel


§ 16. Mellembetalingsformidlere skal sørge for, at samtlige oplysninger, de modtager om en betaler sammen med en pengeoverførsel, opbevares sammen med overførslen.



Tekniske begrænsninger


§ 17. Stk. 2-5 finder anvendelse, når betalers betalingsformidler befinder sig uden for Grønland og mellembetalingsformidleren befinder sig i Grønland.
Stk. 2. Mellembetalingsformidleren kan anvende et betalingssystem med tekniske begrænsninger til at sende pengeoverførsler til modtagers betalingsformidler, uanset at de tekniske begrænsninger ikke gør det muligt, at oplysningerne om betaler kan følge med en pengeoverførsel, medmindre mellembetalingsformidleren ved modtagelsen af en pengeoverførsel bliver bekendt med, at de oplysninger om betaler, der kræves efter denne lov, mangler eller er ufuldstændige.
Stk. 3. Bliver mellembetalingsformidleren ved modtagelsen af en pengeoverførsel bekendt med, at de oplysninger om betaler, der kræves efter denne lov, mangler eller er ufuldstændige, må mellembetalingsformidleren kun anvende et betalingssystem med tekniske begrænsninger, hvis det er muligt at underrette modtagers betalingsformidler om, at oplysningerne om betaler er mangelfulde eller ufuldstændige. Underretningen skal ske ved brug af et betalings- eller meddelelsessystem, som gør det muligt at formidle denne oplysning, eller ved brug af en anden procedure, der er accepteret eller aftalt mellem de to betalingsformidlere.
Stk. 4. Hvis mellembetalingsformidleren anvender et betalingssystem med tekniske begrænsninger, skal mellembetalingsformidleren efter anmodning fra modtagers betalingsformidler inden for tre arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen stille alle modtagne oplysninger om betaler til rådighed for modtagers betalingsformidler, uanset om disse oplysninger er fuldstændige eller ej.
Stk. 5. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 2 og 3, skal mellembetalingsformidleren i 5 år opbevare registre, der indeholder alle modtagne oplysninger.
 

Kapitel 6

Tilsyn og klageadgang


§ 18. Skatteforvaltningen påser, at betalingsformidlere overholder denne lov.
Stk. 2. Betalingsformidlere skal give Skatteforvaltningen de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af denne lov.

§ 19. Afgørelser truffet af Skatteforvaltningen i henhold til loven kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

 


Kapitel 7

Sanktioner


§ 20. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 9, stk. 1, 2, 4 og 6, § 10, stk. 2, § 11, stk. 1, §§ 12, 13, 15 og 16, samt § 17, stk. 3-5, foranstaltes efter kriminalloven med bøde. Under særlig skærpende omstændigheder kan Kriminallovens kapitel 31 finde anvendelse.
Stk. 2. Undlader en virksomhed eller person at opfylde den pligt, der påhviler dem efter § 18, stk. 2, kan Skatteforvaltningen. som tvangsmiddel pålægge personen, virksomheden, eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminalloven.
 

Kapitel 8

Ikrafttræden


§ 21. Loven træder i kraft den 1. juni 2010.





Grønlands Selvstyre, den 19. maj 2010




Kuupik Kleist
/             
Ove Karl Berthelsen