Advanced Search

Inatsisartutlov nr. 4 af 29. november 2013 om uddannelses- og erhvervsvejledning


Read law translated into English here: https://www.global-regulation.com/translation/greenland/5961116/inatsisartutlov-nr.-4-af-29.-november-2013-om-uddannelses--og-erhvervsvejledning.html

Subscribe to a Global-Regulation Premium Membership Today!

Key Benefits:

Subscribe Now for only USD$40 per month.
Inatsisartutlov nr. 4 af 29. november 2013 om uddannelses- og erhvervsvejledning

Ændret, ophæver, hovedlov, erstatter oplysninger

Ophæver
Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 5 af 3. september 1982 om uddannelses- og erhvervsvejledning i Grønland

Hovedlov til
Selvstyrets bekendtgørelse nr. 3 af 9. marts 2015 om opgaver og forretningsorden for Grønlands Vejledningsråd

Kapitel 1
Formål og definitioner

§ 1.  Der skal vederlagsfrit ydes alle borgere målrettet og kvalificeret vejledning om valg af uddannelse og erhverv.
Stk. 2.  Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge, jf. §§ 19-23.
Stk. 3.  Vejledningen skal bidrage til, at frafald fra og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt, og at den enkelte elev eller studerende fuldfører den valgte uddannelse med størst muligt fagligt og personligt udbytte.
Stk. 4.  Vejledningen skal endvidere bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende informationer, herunder it-baserede informations- og vejledningstilbud, om uddannelse, uddannelsesinstitutioner og fremtidig beskæftigelse.

§ 2.  Gennemførelsen af de i nr. 1-7 nævnte vejledningsformer skal ske med respekt for de særlige krav, som knytter sig til de forskellige vejledningsformer:

1)  Uddannelsesvejledning er den vejledning, der er målrettet valg af uddannelse eller videreuddannelse.

2)  Erhvervsvejledning er den vejledning, der er målrettet valg af erhverv, herunder om erhvervsmuligheder efter uddannelse, efter erhvervs- og karriereskift og om beskæftigelse ved ledighed.

3)  Gennemførelsesvejledning er den vejledning, der ydes undervejs i et uddannelsesforløb med henblik på, at eleven eller den uddannelsessøgende gennemfører den pågældende uddannelse.

4)  Overgangsvejledning er den vejledning, der ydes i forbindelse med overgangen fra uddannelse til videre uddannelse og i forbindelse med overgangen fra uddannelse til arbejdsliv.

5)  Individuel vejledning er den vejledning, der ydes individuelt til den enkelte vejledte.

6)  Kollektiv vejledning er den vejledning, der gives til en gruppe personer på samme tid.

7)  Opsøgende vejledning er den vejledning, der foretages gennem opsøgende aktiviteter i form af uopfordret henvendelse til den enkelte borger.

Kapitel 2
Ansvar og organisering

Det centrale ansvar

§ 3.  Det påhviler Naalakkersuisut at sørge for:

1)  evaluering og udvikling af vejledningsindsatsen,

2)  samordning af vejledningen,

3)  information om vejledning,

4)  udarbejdelse og distribution af vejledningsmateriale,

5)  uddannelse og efteruddannelse af vejledere,

6)  supervision i forhold til lokale vejledningscentre,

7)  erfarings- og vidensdeling, og

8)  støtte til netværksdannelse.

§ 4.  Som led i informationen om vejledning, jf. § 3, nr. 3, skal Naalakkersuisut sørge for etablering og drift af en virtuel vejledningsportal. Vejledningsportalen skal være et internetbaseret informations- og vejledningsredskab for vejledere fra de lokale vejledningscentre og uddannelsesinstitutioner, for vejledningssøgende og andre, som ønsker information om uddannelse og erhverv.
Stk. 2.  Vejledningsportalen skal indeholde sammenlignelige informationer om uddannelser i og uden for Grønland og de erhverv, som de enkelte uddannelser kan føre til, samt aktuel arbejdsmarkedsinformation.
Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om vejledningsportalen.

§ 5.  Som led i støtte til netværksdannelse, jf. § 3, nr. 8, skal Naalakkersuisut sørge for etablering af et nationalt dialogforum, hvor de lokale vejledningscentre, uddannelsesinstitutioner, organisationer og foreninger m.v. kan fremsætte og drøfte synspunkter og vurderinger om alle forhold, der har betydning for uddannelses- og erhvervsvejledning.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om det nationale dialogforum.

§ 6.  Til varetagelse af de i §§ 3-5 og § 8 nævnte opgaver eller dele heraf kan Naalakkersuisut etablere et nationalt vejledningscenter.

§ 7.  Naalakkersuisut nedsætter Grønlands Vejledningsråd med henblik på at rådgive Naalakkersuisut om udvikling af vejledningsindsatsen.
Stk. 2.  Rådet består af 5 personer, som efter indstilling herom, jf. stk. 3, udpeges i deres personlige egenskab af Naalakkersuisut for en 4-årig periode. Medlemmerne kan genudpeges. Rådet skal tilsammen repræsentere vejlednings-, uddannelses- og erhvervsmæssig indsigt.
Stk. 3.  Følgende indstiller hver 1 medlem til rådet:

1)  Arbejdsgiverorganisationerne.

2)  Arbejdstagerorganisationerne.

3)  De uddannelsessøgendes organisationer.

4)  KANUKOKA.

5)  Uddannelsesinstitutionerne.
Stk. 4.  Indstiller de indstillende organisationer og institutioner i enighed et medlem, udpeges dette. Er der ikke enighed om indstillingen, udpeger Naalakkersuisut medlemmet blandt de indstillede.
Stk. 5.  Rådets medlemmer udpeger iblandt sig rådets formand.
Stk. 6.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om rådets opgaver, herunder rådets forretningsorden.

§ 8.  Naalakkersuisut varetager sekretariatsfunktionen for Grønlands Vejledningsråd.
Stk. 2.  Medlemmer af Grønlands Vejledningsråd, der må rejse fra deres bopæl for at deltage i rådets møder, modtager dagpenge og godtgørelse for rejseudgifterne efter reglerne om vederlag og tillæg til ikke-Inatsisartutmedlemmer i landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v.



Det lokale ansvar

§ 9.  Kommunalbestyrelsen har ansvar for, at der ydes vejledning efter loven til borgerne i kommunen, jf. dog § 10.

§ 10.  Uddannelsesinstitutioner har ansvaret for, at der ydes gennemførelses- og overgangsvejledning til uddannelsessøgende. Vejledningen foretages efter de regler, der gælder for den pågældende uddannelse.

§ 11.  Med henblik på at samordne, styrke og målrette vejledningen påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for etablering og drift af et kommunalt vejledningscenter.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det kommunale vejledningscenter ved varetagelsen af sine vejledningsopgaver i henhold til loven samarbejder med den kommunale arbejdsformidling, jf. landstingsforordningen om arbejdsformidling m.v.

§ 12.  Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at det kommunale vejledningscenters vejledningstilbud ydes af kvalificerede vejledere, jf. stk. 2, og under egnede fysiske rammer.
Stk. 2.  Vejledningen skal varetages af personer, der har en uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelse, som er godkendt af Naalakkersuisut, eller som kan dokumentere et tilsvarende vejledningsfagligt kompetenceniveau. Naalakkersuisut kan efter ansøgning herom fra kommunalbestyrelsen tillade, at vejledningen midlertidigt varetages af en person, der har andre vejledningsfaglige kvalifikationer, når den pågældende vejleder er i gang med eller agter at gennemføre en uddannelses- og vejlederuddannelse, som er godkendt af Naalakkersuisut.

§ 13.  Til brug for forvaltningen af vejledningsindsatsen og målretning af initiativerne i forhold til uddannelses- og arbejdsmarkedsmæssige målsætninger skal kommunalbestyrelsen registrere og indberette til Naalakkersuisut oplysninger på individniveau om kommunalbestyrelsens vejledningsindsats og om borgernes uddannelses- og beskæftigelsesmæssige status med henblik på etablering af et nationalt datagrundlag.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan under henvisning til de formål, der er nævnt i stk. 1, pålægge uddannelsesinstitutioner, frie grundskoler, efterskoler og folkehøjskoler at indberette oplysninger om institutionernes vejledningsindsats.
Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om registrering og indberetning af oplysninger i henhold til stk. 1 og 2, herunder om at oplysningerne kan kræves registreret og indberettet elektronisk.

Kapitel 3
Rammer for vejledningens tilrettelæggelse og gennemførelse

§ 14.  Vejledning skal foretages med udgangspunkt i respekt, ligeværdighed, åbenhed og tillid og skal inddrage den enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesforløb, såvel som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selvstændige erhvervsdrivende.

§ 15.  Vejledningen skal tilrettelægges og gennemføres som en proces, der foregår i et samspil mellem oplysning, undervisning, praktiske aktiviteter og personlig samtale.
Stk. 2. Vejledningen skal tilrettelægges på en sådan måde, at der opnås sammenhæng, progression og differentiering i vejledningsprocessen, herunder sikre at den vejledte reflekterer over egne kompetencer og muligheder i relation til valg af uddannelse og erhverv.

§ 16.  De enkelte vejledningstilbud skal koordineres, således at de fremstår som et sammenhængende system af vejledningsaktiviteter, der sikrer, at alle vejledningsbehov dækkes i videst muligt omfang.

§ 17.  Vejledningen skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

 

Kapitel 4
Vejledningsopgaver

Generelt

§ 18.  Vejledningsopgaverne består af:

1)  vejledning om uddannelsesmuligheder i Grønland,

2)  vejledning om uddannelsesmuligheder uden for Grønland, herunder i Danmark,

3)  vejledning om beskæftigelses- og karrieremuligheder,

4)  rådgivning om økonomiske forhold, herunder uddannelsesstøtte, og om udfyldelse af ansøgningsskemaer,

5)  rådgivning om boligforhold,

6)  vejledning om at søge bistand vedrørende personlige og psykologiske forhold, og

7)  vejledning om ansøgningsprocedurer i forhold til optagelse på uddannelse og ansøgning om uddannelsesstøtte.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om vejledningsopgaverne.



Vejledning til unge

§ 19.  Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der løbende samarbejdes mellem det kommunale skolevæsen og det kommunale vejledningscenter om vejledning af unge op til 18 år.
Stk. 2.  Som led i samarbejdet efter stk. 1 skal det lokale vejledningscenter bistå det kommunale skolevæsen, de frie grundskoler, efterskolerne og folkehøjskolerne og uddannelsesinstitutionerne med forberedelse og gennemførelse af overgangsvejledning.
Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen skal sikre, at det kommunale vejledningscenter modtager kopi af de i folkeskolen udarbejdede handleplaner for afgangseleverne og andet til brug for vejledningen nødvendigt materiale, herunder afgangsbeviser og karakterdata for de enkelte elever.
Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen skal sikre, at den vejledtes gymnasie-, erhvervs- eller brancheskole modtager kopi af de i folkeskolen udarbejdede handleplaner for afgangseleverne.
Stk. 5.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om samarbejdet mellem det kommunale skolevæsen og de kommunale vejledningscentre og om samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og de kommunale vejledningscentre, herunder samarbejdet om forberedelsen og gennemførelsen af overgangsvejledning.

§ 20.  Såvel i undervisnings- og uddannelsessystemet som på de kommunale vejledningscentre skal der ydes en målrettet vejledning af unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.
Stk. 2.  For unge, der efter endt folkeskole eller tilsvarende undervisningspligtigt forløb ikke har påbegyndt uddannelse eller erhverv, eller som har afbrudt et uddannelsesforløb, skal der foretages opsøgende vejledning.
Stk. 3.  Vejledningen skal kvalificere den unges ønsker og gøre det muligt for den unge selvstændigt og i samarbejde med hjemmet at træffe uddannelses- og erhvervsvalg.
Stk. 4.  Vejledningen af unge under 18 år skal tilrettelægges således, at forældremyndighedsindehaverne inddrages i vejledningen og i den unges uddannelsesplanlægning.
Stk. 5.  Vejledningens indhold, tilrettelæggelse og tidsmæssige placering skal afpasses efter den enkeltes situation og behov.

§ 21.  De kommunale vejledningscentre skal som led i vejledningen i samarbejde med den unge og dennes forældremyndighedsindehavere udarbejde en uddannelseshandleplan, hvis den unge er under 18 år og efter endt folkeskole ikke har påbegyndt uddannelse eller erhverv eller har afbrudt et uddannelsesforløb.
Stk. 2.  Uddannelseshandleplanen skal tage afsæt i den handleplan, som elever i folkeskolen i samråd med deres lærere skal udarbejde, jf. inatsisartutlov om folkeskolen. For unge, der ikke har en handleplan fra folkeskolen, skal de lokale vejledningscentre sikre, at uddannelseshandleplanen udarbejdes med størst mulig inddragelse af den unges daværende skole.

§ 22.  Uddannelseshandleplanen skal fastsætte mål for den unges fremtidige uddannelsesvalg, herunder om forudsætningerne for at nå målene. Uddannelseshandleplanen skal desuden fastsætte, hvilke konkrete aktiviteter den unges tilbydes med henblik på at udvikle den unges faglige og personlige kompetencer i relation til at muliggøre de ønskede uddannelsesvalg, herunder en tidsplan herfor.
Stk. 2.  De kommunale vejledningscentre skal sikre, at der efter behov og mindst én gang om året afholdes samtaler med den unge under 18 år, og dennes forældremyndighedsindehavere, om opfyldelse af uddannelseshandleplanen og om fastsættelse af nye eller reviderede mål.
Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om uddannelseshandleplanen, herunder om form og indhold og om opfølgning på planen.

§ 23.  De kommunale vejledningscentre skal sørge for, at borgere i kommunen, som har forældremyndighed over unge under 18 år, som har forladt folkeskolen, og som ikke har påbegyndt uddannelse eller erhverv, eller har afbrudt et uddannelsesforløb, modtager almen orientering om den vejledning om valg af uddannelse og erhverv, som tilbydes unge, herunder orientering om unges uddannelsesmuligheder.

Kapitel 5
Finansiering og tilsyn

§ 24.  Udgifterne til vejledningsopgaver i henhold til loven påhviler den, som har ansvaret for opgaven.
Stk. 2.  Udgifterne til Grønlands Vejledningsråds virke, jf. § 8, stk. 2, afholdes inden for det årlige tilskud fra Landskassen.

§ 25.  Naalakkersuisut indgår en resultatkontrakt med kommunalbestyrelsen om varetagelsen af vejledningsopgaverne i henhold til loven.

Stk. 2.  Resultatkontrakten skal omfatte målene for den kommunale vejledningsindsats og beskrivelse af forudsætninger herfor. Den skal desuden indeholde konkrete resultatmål for vejledningen.
Stk. 3.  Naalakkersuisut vil kunne sanktionere manglende opfyldelse af konkrete resultatmål ved reduktion af bloktilskuddet til kommunerne.

§ 26.  Naalakkersuisut fører tilsyn med kommunalbestyrelsernes, uddannelsesinstitutionernes, de frie grundskolers, efterskolernes og folkehøjskolernes forvaltning af loven.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan afkræve kommunalbestyrelsen og uddannelsesinstitutionerne oplysninger, der anses for nødvendige for at kunne varetage sine opgaver efter loven.
Stk. 3.  Naalakkersuisut kan give kommunalbestyrelsen og uddannelsesinstitutionerne tilladelse til forsøgsarbejde, såfremt dette holdes inden for formålet af denne inatsisartutlov.

 

Kapitel 6
Ikrafttrædelses-, overgangs- og ophævelsesbestemmelser

§ 27.  Loven træder i kraft den 1. januar 2014. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 5 af 3. september 1982 om uddannelses- og erhvervsvejledning i Grønland.



Grønlands Selvstyre, den 29. november 2013.



Aleqa Hammond