Advanced Search

Lov om ændring af lov om merværdiafgift og lov om afgift af lønsum m.v.(Ophævelse af visse momsfritagelser og øget lønsumsafgift for den finansielle sektor m.v.)


Published: 2009-06-12
Read law translated into English here: https://www.global-regulation.com/translation/denmark/610189/lov-om-ndring-af-lov-om-mervrdiafgift-og-lov-om-afgift-af-lnsum-m.v.%2528ophvelse-af-visse-momsfritagelser-og-get-lnsumsafgift-for-den-finansielle-sekto.html

Subscribe to a Global-Regulation Premium Membership Today!

Key Benefits:

Subscribe Now for only USD$40 per month.

Lov om ændring af lov om merværdiafgift og lov om afgift af lønsum m.v.1)

(Ophævelse af visse momsfritagelser og øget lønsumsafgift for den finansielle sektor m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 966 af 14. oktober 2005, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 517 af 7. juni 2006 og § 1 i lov nr. 524 af 17. juni 2008 og senest ved § 3 i lov nr. 1344 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 13, stk. 1, nr. 8, ændres »Administration, udlejning« til »Udlejning«.

2. § 13, stk. 1, nr. 9, affattes således:

»9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

a) Levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord.

b) Levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund.«

3. § 13, stk. 1, nr. 16, ophæves.

Nr. 17-22 bliver herefter nr. 16-21.

4. I § 13 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af fast ejendom i henhold til stk. 1, nr. 9.«

5. I § 41 a, stk. 1, ændres »nr. 21« til: »nr. 20«.

6. § 43, stk. 3, nr. 4, affattes således:

»4) Ved levering af fast ejendom, som er fritaget for afgift efter § 13, stk. 1, nr. 9. Leveringen sidestilles med den faste ejendoms overgang til ikke fradragsberettiget anvendelse. Regulering kan dog undlades, i det omfang køberen overtager reguleringsforpligtelsen.«

7. § 51, stk. 1, 4. pkt., ophæves.

8. § 51, stk. 1, 5. pkt., som bliver 4. pkt., affattes således:

»Der kan tilsvarende gives tilladelse til frivillig registrering af køb og til- og ombygning af fast ejendom, som er fritaget for afgift, jf. § 13, stk. 1, nr. 9, med henblik på salg til en registreret virksomhed.«

9. I § 51 a, stk. 1 og 2, ændres »nr. 21« til: »nr. 20«.

10. Efter § 66 indsættes:

»Kapitel 16 A

Særordning for rejsebureauer

§ 67. Særordningen i dette kapitel finder anvendelse på transaktioner udført af rejsebureauer, der handler i eget navn over for den rejsende, og som til rejsens gennemførelse anvender leveringer af varer og ydelser, der foretages af andre afgiftspligtige personer.

Stk. 2. Særordningen finder ikke anvendelse på rejsebureauer, der udelukkende fungerer som formidlere, og for hvem § 27, stk. 3, nr. 3, om udlæg finder anvendelse.

Stk. 3. Ved anvendelsen af dette kapitel betragtes rejsearrangører som rejsebureauer.

§ 67 a. De transaktioner, der på de betingelser, der er fastsat i § 67, stk. 1, udføres af rejsebureauet med henblik på gennemførelse af en rejse, anses som en enkelt ydelse.

§ 67 b. Leveringsstedet for enkeltydelsen, jf. § 67 a, fastsættes i overensstemmelse med § 15, stk. 1.

§ 67 c. Afgiftsgrundlaget for enkeltydelsen, jf. § 67 a, er rejsebureauets fortjenstmargen, hvorved forstås forskellen mellem det samlede beløb uden afgift, der skal betales af den rejsende, og rejsebureauets faktiske omkostninger til de af andre afgiftspligtige personer foretagne leveringer af varer og ydelser, når disse leveringer direkte kommer den rejsende til gode.

§ 67 d. Hvis de transaktioner, som udføres for rejsebureauet af andre afgiftspligtige personer, gennemføres uden for EU, sidestilles bureauets ydelser med virksomhed som formidler, der handler i en andens navn og for en andens regning, og som i medfør af § 34, stk. 1, nr. 17, er fritaget for afgift.

Stk. 2. Hvis transaktionerne i henhold til stk. 1 gennemføres såvel inden for som uden for EU, skal kun den del af rejsebureauets ydelser, der vedrører transaktioner gennemført uden for EU, anses som afgiftsfri.

§ 68. De afgiftsbeløb, som andre afgiftspligtige personer fakturerer rejsebureauet for transaktioner i henhold til § 67 a, der direkte kommer den rejsende til gode, berettiger hverken til fradrag eller til godtgørelse.

§ 68 a. Faktura udstedes i henhold til § 52. Hvis kunden hverken er en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig juridisk person, kan rejsebureauet undlade at oplyse afgiftsbeløb og afgiftsgrundlag i fakturaen.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fakturakrav og regnskabsføring.«

§ 2

I lov om afgift af lønsum m.v. (lønsumsafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 22. maj 2006, som ændret ved § 2 i lov nr. 517 af 7. juni 2006, lov nr. 526 af 17. juni 2008 og § 20 i lov nr. 1344 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, udgår »nr. 8,«, »nr. 15-17« ændres til: »nr. 15 og 16«, og »nr. 20« ændres til: »nr. 19«.

2. § 1, stk. 2, nr. 6, ophæves.

Nr. 7-12 bliver herefter nr. 6-11.

3. § 4, stk. 2, nr. 3, ophæves.

Nr. 4 bliver herefter nr. 3.

4. § 4, stk. 2, nr. 4, der bliver nr. 3, affattes således:

»3) Organisationer, fonde, foreninger, loger m.v.«

5. § 5, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. For virksomheder omfattet af § 4, stk. 2, er afgiften 10,5 pct. af virksomhedens lønsum.«

6. § 5, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. For virksomheder omfattet af § 4, stk. 3, er afgiften 5,33 pct. af virksomhedens lønsum.«

7. § 5, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. For offentlige virksomheder, der ikke omfattes af § 4, stk. 1, er afgiften 5,33 pct. af virksomhedens lønsum.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1, nr. 7, træder i kraft den 1. juli 2009.

Stk. 3. § 2, nr. 5, træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 4. Virksomheder omfattet af afgiftspligten i momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, kan anmode told- og skatteforvaltningen om godtgørelse af afgift på udgifter til byggemodning, advokat, revisor m.v. afholdt inden den 1. januar 2011, når leveringen af byggegrunden eller den særskilte levering af en bebygget grund sker med afgift efter den 1. januar 2011. Godtgørelsen omfatter fradragsberettigede byggemodningsudgifter m.v., der ikke tidligere er fradraget, og gives i forbindelse med det afgiftspligtige salg. Anmodningen om godtgørelse skal indsendes samtidig med angivelsen af afgift vedrørende salget. For grunde, der ikke er solgt 5 år efter den 1. januar 2011, kan godtgørelse gives ved udgangen af 2015. Udgifterne skal kunne dokumenteres på anmodning af told- og skatteforvaltningen, og dokumentationen skal opbevares i 5 år efter anmodningstidspunktet.

Stk. 5. Virksomheder omfattet af afgiftspligten efter ændringen af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8, og ophævelse af momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, som affattet henholdsvis ophævet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, kan anmode told- og skatteforvaltningen om godtgørelse af afgift på nødvendige udgifter til indkøb til tilpasning af it-udstyr og software, rådgivning m.v., som er afholdt inden den 1. januar 2011, når leveringerne er afgiftspligtige. Godtgørelsen omfatter fradragsberettigede udgifter, der ikke tidligere er fradraget. Anmodning om godtgørelse kan tidligst indsendes den 1. januar 2011 og kan senest indsendes samtidig med angivelsen for den afgiftsperiode, som udløber den 30. juni 2011. Udgifterne skal kunne dokumenteres på anmodning af told- og skatteforvaltningen, og dokumentationen skal opbevares i 5 år efter anmodningstidspunktet.

Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009Under Vor Kongelige Hånd og SeglMARGRETHE R./ Kristian Jensen
Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (2006/112), jf. EU-Tidende L 347/1 af 11. december 2006 med senere ændringer.