Advanced Search

Bekendtgørelse om visse ligningslovsregler m.v.


Published: 2009-06-23
Read law translated into English here: https://www.global-regulation.com/translation/denmark/610160/bekendtgrelse-om-visse-ligningslovsregler-m.v.html

Subscribe to a Global-Regulation Premium Membership Today!

Key Benefits:

Subscribe Now for only USD$40 per month.
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Befordringsfradrag

Kapitel 2   Kontoføring efter ligningslovens § 14 G, stk. 6, og Grundejernes Investeringsfonds oplysningspligt

Kapitel 3   Afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt m.v.

Kapitel 4   Ikrafttrædelsesbestemmelser

Bekendtgørelse om visse ligningslovsregler m.v.

I henhold til § 9 C, stk. 5, § 14 G, stk. 6 og 7, og § 32 D i lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009, fastsættes:

Kapitel 1

Befordringsfradrag

§ 1. Fradrag efter ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for told- og skatteforvaltningen oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads (transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Stk. 2. Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsforbrug og

3) økonomisk rimelighed.

§ 2. Hvis den skattepligtige på grund af de forhold, der er nævnt i § 1, stk. 2, på en del af eller på hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport, ruteflytransport eller lignende, beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 3.

§ 3. Den skattepligtige kan mod dokumentation fratrække faktiske udgifter til færgetransport, ruteflytransport eller lignende.

Stk. 2. Hvis den skattepligtige til brug for yderligere befordring medbringer eget transportmiddel med færgen m.v., kan de faktiske udgifter hertil ligeledes fradrages mod dokumentation.

Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 og 2 kan kun foretages i det omfang, den daglige udgift overstiger et beløb svarende til udgiften til 24 km daglig befordring beregnet efter ligningslovens § 9 C. Omfatter befordringsfradraget tillige fradrag efter § 1, sker begrænsningen i befordringsfradraget dog i første række i denne del af fradraget.

Kapitel 2

Kontoføring efter ligningslovens § 14 G, stk. 6, og Grundejernes Investeringsfonds oplysningspligt

§ 4. Ejere af ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal føre en særskilt konto, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2. På debetsiden skal angives:

1) de beløb, der anvendes til ejendommens lejeretlige vedligeholdelse,

2) de beløb, der anvendes til ejendommens lejeretlige forbedring, og

3) de beløb fra tidligere års lejeretlige forbedringsudgifter, som i indkomståret anvendes til nedsættelse af overskydende beløb, jf. ligningslovens § 14 G, stk. 5, 3. pkt., og de beløb, der kommer til efterbeskatning efter ligningslovens § 14 G, stk. 5.

Stk. 3. Af kreditsiden skal fremgå:

1) de udgifter til lejeretlig vedligeholdelse og/eller lejeretlig forbedring af ejendommen, som modregnes i den årlige indbetaling til ejendommens konto i Grundejernes Investeringsfond efter boligreguleringslovens § 22 a, og de udgifter, der afholdes af beløb, der udbetales fra kontoen efter boligreguleringslovens § 22 b eller lejelovens § 63 e,

2) de lejeretlige forbedringsudgifter, der ikke kan dækkes af beløb, som modregnes i den årlige indbetaling til ejendommens konto i Grundejernes Investeringsfond efter boligreguleringslovens § 22 a, eller af beløb, der udbetales fra kontoen efter boligreguleringslovens § 22 b eller lejelovens § 63 e, og

3) de beløb, der kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§ 5. En udskrift af den konto, der er nævnt i § 4, med bevægelserne inden for indkomståret skal indsendes til told- og skatteforvaltningen efter anmodning.

§ 6. Ejere af ejendomme, der er omfattet af ligningslovens § 14 G, skal til Grundejernes Investeringsfond opgive CPR-nr. samt ejerandele, hvis ejendommen har flere ejere. Har virksomheden (udlejningsejendommen) et selvstændigt SE-nr. eller CVR-nr., skal dette oplyses.

Stk. 2. Selskaber m.v., der er ejere af ejendomme omfattet af ligningslovens § 14 G, skal til Grundejernes Investeringsfond opgive SE-nr. eller CVR-nr.

Stk. 3. For selskaber m.v. og andre ejere, der hverken har SE-nr., CVR-nr. eller CPR-nr., skal ejendommens administrators SE-nr. eller CVR-nr. oplyses, dog administrators CPR-nr., hvis administrator ikke har SE-nr. eller CVR-nr.

§ 7. Grundejernes Investeringsfond skal for hvert indkomstår give told- og skatteforvaltningen oplysning om følgende forhold vedrørende beløb, der er omfattet af ligningslovens § 14 G:

1) de faktiske indbetalte beløb i medfør af boligreguleringslovens § 18 b eller lejelovens § 63 a samt godtgørelser efter § 4 i lov om kommunal anvisningsret, der er indsat på ejendommens konto efter § 18 b, vedrørende indkomståret,

2) udbetalte beløb i henhold til boligreguleringslovens § 22 b eller § 22 e eller lejelovens § 63 e eller § 63 f vedrørende indkomståret,

3) vedligeholdelses- og forbedringsudgifter, der i indkomståret er fratrukket i ejendommens indbetalinger til Grundejernes Investeringsfond, jf. boligreguleringslovens § 22 a, og

4) den lovbestemte hensættelse for ejendommen til Grundejernes Investeringsfond, jf. boligreguleringslovens § 18 b og lejelovens § 63 a.

Stk. 2. Grundejernes Investeringsfond skal endvidere give told- og skatteforvaltningen oplysning om indestående på en konto efter boligreguleringslovens § 18 b eller lejelovens § 63 a ved kontoens ophør.

§ 8. Indberetningerne efter § 7 skal forsynes med ejendommens nummer i Bygnings- og Boligregistret (BBR-nr.) samt oplysning om ejendommens matrikelnummer eller –numre og adresse.

Stk. 2. Indberetningerne efter § 7, skal ledsages af oplysninger om ejers eller administrators SE-nr., CVR-nr. eller CPR-nr., jf. § 6.

§ 9. Grundejernes Investeringsfond skal til told- og skatteforvaltningen indsende de indberetninger for et indkomstår, som er omtalt i § 7, inden den 1. september det efterfølgende år.

Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte yderligere regler om indhold og form for indberetninger efter ligningslovens § 14 G, stk. 7, herunder om kodemarkering.

Kapitel 3

Afsluttende ansættelse ved ophør af skattepligt m.v.

§ 10. Når en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører af anden grund end ved død, skal den pågældende indgive selvangivelse senest den 1. maj i året efter det år, hvor skattepligten ophører, hvis personen er omfattet af reglerne i skattekontrollovens § 4, stk. 1, 2. pkt., og ellers senest den 1. juli i året efter det år, hvor skattepligten ophører. Selvangivelsen skal omfatte skattepligtige indkomster for det indkomstår, der løber fra udgangen af det seneste indkomstår og indtil ophøret af skattepligten.

Stk. 2. Såfremt en person, der er omfattet af stk. 1, vælger, at der ikke skal ske helårsomregning efter personskattelovens § 14, stk. 1, skal selvangivelsen dog ud over de skattepligtige indkomster, der er nævnt i stk. 1, også omfatte skattepligtige indkomster for perioden fra ophør af skattepligten indtil udløbet af det pågældende indkomstår, som om den pågældende fortsat var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1.

Stk. 3. Stk. 1 gælder ligeledes, når en persons begrænsede skattepligt efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4 eller 5, ophører, medmindre denne skattepligt afløses af skattepligt efter kildeskattelovens § 1.

Stk. 4. Stk. 1 gælder endvidere, når en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

§ 11. Selvangivelse skal indgives til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2. Skattekontrollovens § 5 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen foretager ansættelsen, når selvangivelse er indgivet, eller efter at fristen i § 10 er udløbet. Ansættelsen foretages både for det indkomstår, der er nævnt i § 10, og for eventuelle tidligere indkomstår, hvor ansættelse endnu ikke er foretaget.

Kapitel 4

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2009. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 om visse ligningslovsregler m.v.

Skatteministeriet, den 23. juni 2009Kristian Jensen/ Birgitte Christensen