Advanced Search

Bekendtgørelse om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb og slettelse af medlemskab på grund af gæld


Published: 2009-10-30
Read law translated into English here: https://www.global-regulation.com/translation/denmark/609911/bekendtgrelse-om-a-kassernes-opkrvning-af-tilbagebetalingsbelb-og-slettelse-af-medlemskab-p-grund-af-gld.html

Subscribe to a Global-Regulation Premium Membership Today!

Key Benefits:

Subscribe Now for only USD$40 per month.
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde

Kapitel 2   Renter

Kapitel 3   Pligt til opkrævning

Kapitel 4   A-kassens pligter ved inddrivelse af statskrav

Kapitel 5   Afskrivning af statskrav

Kapitel 6   A-kassens pligter ved opkrævning og inddrivelse af EØS-krav

Kapitel 7   Ikrafttræden mv.

Bekendtgørelse om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb og slettelse af medlemskab på grund af gæld

I medfør af § 86, stk. 9 og 10 og § 86 a, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008, som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, fastsættes efter forhandling med Beskæftigelsesrådet:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse bruges, når dagpenge eller andre ydelser skal betales tilbage efter lovens § 86, stk. 1, 2 og 12 eller § 86 a, stk. 1 og 2. Reglerne bruges også, når et medlem, der ikke har tilbagebetalt et beløb efter lovens § 86, stk. 1 og 2, skal slettes som medlem af a-kassen.

Krav og statskrav

§ 2. Et beløb, der skal betales tilbage efter lovens § 86, stk. 1, 2 eller 12, kaldes i denne bekendtgørelse et krav. Hvis et krav giver a-kassen ret til refusion fra statskassen, kaldes det et statskrav.

Stk. 2. Krav og statskrav opgøres før fradrag af skat, afgifter, ATP og SP.

Stk. 3. Bestemmelserne i §§ 4 -12 gælder for både krav og statskrav.

Stk. 4. Bestemmelserne i §§ 13 -17 gælder alene for statskrav.

EØS-krav

§ 3. Et beløb, der skal betales tilbage efter lovens § 86 a, stk. 1 og 2, kaldes i denne bekendtgørelse et EØS-krav.

Stk. 2. EØS-krav opgøres efter fradrag for skat.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 5 og § 18 gælder for EØS-krav.

Opkrævning og inddrivelse

§ 4. Opkrævning er de skridt, en a-kasse skal tage for at få en skyldner til at betale en gæld til a-kassen. Proceduren i §§ 7 - 12 skal følges, hvad enten a-kassen har ret til refusion for kravet eller ej.

Stk. 2. Hvis tilbagebetalingen af et statskrav misligholdes, skal det oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden (herefter kaldet RIM), som står for inddrivelsen. §§ 13 og 14 regulerer forholdet mellem a-kassen og RIM.

Stk. 3. Misligholdes tilbagebetalingen af et krav, som a-kassen ikke har ret til refusion for, træffer a-kassen beslutning om den retslige inddrivelse af kravet.

Afviklingsorden

§ 5. Gæld afvikles i følgende orden:

1) Renter af statskrav.

2) Statskrav og EØS-krav.

3) Renter af krav.

4) Krav.

Stk. 2. Statskrav, renter af disse og EØS-krav skal indbetales til Arbejdsdirektoratet.

Stk. 3. A-kassen bærer udgifterne til opkrævningen, hvis de ikke betales af skyldneren.

Kapitel 2

Renter

§ 6. Hvis en gæld, der skal betales tilbage efter § 86, stk. 1 eller 12, er større end højeste dagpenge for 4 uger på opgørelsestidspunktet, skal skyldneren betale renter af gælden fra udbetalingstidspunktet og indtil tilbagebetalingen har fundet sted. Renten er den aktuelt gældende morarente efter rentelovens § 5.

Stk. 2. Der beregnes ikke rente af morarenten.

Kapitel 3

Pligt til opkrævning

§ 7. Når en a-kasse har truffet afgørelse om tilbagebetaling, skal a-kassen straks rejse krav om betaling.

Stk. 2. A-kassen skal rejse kravet om betaling, selv om skyldneren har klaget over afgørelsen.

Stk. 3. A-kassen kan tilbyde medlemmet at indgå et frivilligt forlig om afvikling af gælden.

Transport i tilbagebetaling af skat

§ 8. Hvis tilbagebetalingen giver medlemmet ret til at få skat tilbagebetalt, skal a-kassen kræve fuldmagt til at få skatteansættelsen for de berørte år ændret. A-kassen skal sikre sig, at skyldneren giver a-kassen transport i den overskydende skat.

Stk. 2. A-kassen skal anmelde transporten efter stk. 1 til notering hos SKAT.

Generelle betingelser for frivilligt forlig

§ 9. Et frivilligt forlig er skyldnerens ubetingede anerkendelse af gælden. Forliget skal kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, og det skal fremgå, at hvis afdragsaftalen ikke overholdes nøje, forfalder gælden til betaling. Det skal også fremgå, at misligholdelse af forliget vil medføre, at skyldneren slettes som medlem af a-kassen, jf. § 11.

Stk. 2. Forliget skal omfatte alle beløb, som skyldneren uberettiget har modtaget, med tillæg af renter og omkostninger.

Stk. 3. Hvis tilbagebetalingen giver medlemmet ret til at få skat tilbagebetalt, kan a-kassen kun acceptere at der indgås et frivilligt forlig, hvis medlemmet samtidig giver a-kassen fuldmagt til at få skatteansættelsen ændret og transport i kravet, jf. § 8.

Stk. 4. Forliget skal sikre, at gælden afvikles snarest muligt.

Stk. 5. A-kassen skal ved afviklingen af gælden tage hensyn til beløbets størrelse og skyldnerens økonomiske forhold.

Modregning

§ 10. Hvis en skyldner ikke har betalt til rette tid efter påkrav, kan a-kassen modregne i den løbende udbetaling af ydelser mv.

Stk. 2. A-kassen kan modregne i den løbende udbetaling af ydelser mv., selvom der er indgået et frivilligt forlig som overholdes.

Stk. 3. Ved modregningen skal skyldneren levnes tilstrækkelige midler til sit underhold.

Slettelse som medlem af a-kassen

§ 11. Hvis en skyldner, der er medlem af en a-kasse, ikke medvirker til afvikling af gælden, skal a-kassen træffe afgørelse om, at skyldneren slettes som medlem af a-kassen. Dette gælder, hvis skyldneren ikke betaler efter påkrav, ikke indgår et frivilligt forlig med a-kassen, eller ikke overholder et frivilligt forlig.

Stk. 2. A-kassen skal skriftligt rykke skyldneren, inden a-kassen træffer afgørelse om slettelse. Rykkerbrevet skal give en frist på mindst 3 uger for betaling af gælden, indgåelse af et frivilligt forlig eller betaling af de forfaldne afdrag. Det skal fremgå af rykkerbrevet, at manglende betaling vil medføre slettelse som medlem af a-kassen, og det skal fremgå, hvilken betydning en slettelse vil få for retten til ydelser, herunder efterløn.

Stk. 3. Betaler skyldneren ikke inden fristens udløb, jf. stk. 2, skal a-kassen træffe afgørelse om, at skyldneren slettes som medlem af a-kassen. Slettelsen har virkning fra afgørelsens dato. Muligheden for at få genoprettet medlemskabet, jf. stk. 4, skal fremgå af a-kassens afgørelse.

Stk. 4. A-kassen skal genoprette medlemskabet, hvis skyldneren inden 4 uger efter slettelsen, jf. stk. 3, betaler hele kravet, indgår et frivilligt forlig eller betaler de forfaldne afdrag efter et frivilligt forlig.

Medlem af en ny a-kasse

§ 12. Hvis skyldneren er medlem af en ny a-kasse, skal den nye a-kasse medvirke til opkrævningen, hvis den tidligere a-kasse anmoder om det. Hvis der er truffet afgørelse om slettelse, skal den nye a-kasse foretage slettelsen.

Stk. 2. Den tidligere a-kasse skal give den nye a-kasse de nødvendige oplysninger om gældens opståen, opkrævningens hidtidige forløb og indholdet af et eventuelt forlig.

Stk. 3. Modtager den nye a-kasse afdrag, skal den løbende overføre beløbet til den tidligere a-kasse. Indbetalingerne registreres og bogføres på sædvanlig måde hos den tidligere a-kasse.

Kapitel 4

A-kassens pligter ved inddrivelse af statskrav

§ 13. RIM inddriver misligholdte statskrav med tillæg af påløbne renter og omkostninger efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 2. Hvis en skyldner ikke betaler efter påkrav, ikke indgår et frivilligt forlig med a-kassen eller ikke overholder betalingerne efter et frivilligt forlig, skal a-kassen rykke skyldneren. Rykkerbrevet skal angive en frist på mindst 3 uger for betaling af kravet. Det skal fremgå af brevet, at manglende betaling vil medføre, at fordringen sendes til RIM, og at skyldneren vil blive registreret for misligholdt gæld i Det Centrale Fordringsregister.

Stk. 3. A-kassen oversender statskrav til RIM. Retnings­lin­jer for oversendelsen er fastsat i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

§ 14. Når fordringen er sendt til RIM, skal al fremtidig afvikling af statskrav ske dertil. Modtager a-kassen afdrag, skal a-kassen overføre beløbet dertil.

Stk. 2. A-kassen skal registrere oplysninger fra RIM om afvikling af statskrav i regnskabet for det forløbne år.

Kapitel 5

Afskrivning af statskrav

§ 15. A-kassen kan afskrive statskrav, der er ophørt ved forældelse, tvangsakkord, gældssanering, skyldnerens død eller eftergivelse efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. A-kassen kan ikke i andre tilfælde foretage afskrivning.

Svig og gældssanering

§ 16. I sager om gældssanering, hvor statskravet er opstået på grund af svig, skal a-kassen møde i skifteretten. A-kassen skal gøre gældende, at fordringen er opstået ved svig, og at dette skal tale imod en gældssanering.

Stk. 2. Hvis skifteretten afsiger kendelse om gældssanering, skal a-kassen, hvis gælden overstiger et beløb svarende til 30 gange den maksimale dagpengesats for fuldtidsforsikrede, forelægge for Arbejdsdirektoratet, om kære til landsretten kan undlades.

Stk. 3. Hvis RIM har overtaget inddrivelsen, skal indkaldelsen straks sendes dertil, og a-kassen skal ikke møde i skifteretten.

A-kassens ansvar for opkrævning af statskav

§ 17. A-kassen mister refusion fra statskassen, hvis den har forsømt sin pligt til at opkræve, ikke har overholdt sin oplysningspligt i henhold til § 12, stk. 2, eller ikke har sendt misligholdte statskrav til RIM.

Kapitel 6

A-kassens pligter ved opkrævning og inddrivelse af EØS-krav

§ 18. RIM inddriver misligholdte EØS-krav med tillæg af omkostninger efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 2. A-kassen træffer afgørelse om tilbagebetaling af EØS-krav og skal samtidig rejse krav om betaling. A-kassen kan tilbyde medlemmet at indgå et frivilligt forlig. A-kassen skal straks orientere Arbejdsdirektoratet om afgørelsen og afviklingen af gælden.

Stk. 3. Arbejdsdirektoratet sender EØS-kravet til RIM, hvis skyldneren ikke betaler eller ikke overholder betalingerne efter det frivillige forlig.

Kapitel 7

Ikrafttræden mv.

§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 9. november 20091). Bekendtgørelsen har virkning for alle sager om tilbagebetaling, hvor a-kassen ikke har truffet afgørelse inden den 9. november 2009.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 996 af 20. oktober 2005 om a-kassernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb2).

Arbejdsdirektoratet, den 30. oktober 2009Jesper Hartvig Pedersen/ Peter Andersen Hove
Officielle noter

1) Der udarbejdes en vejledning til bekendtgørelsen.

2) Samtidig bortfalder ændringsbekendtgørelse nr. 1472 af 21. december 2005, ændringsbekendtgørelse nr. 690 af 21. juni 2007 og ændringsbekendtgørelse nr. 564 af 18. juni 2008.

Redaktionel note
  • www.adir.dk